En vigtige fodfejl, som bør forebygges eller behandles….
Mange mennesker – særligt kvinder døjer med det vi i fodterapeutverdenen kalder for ”hallux valgus” eller på dansk – en skæv storetå. Skæv storetå er en almindelig, men ufarlig deformitet af storetåens grundled. Den skæve storetå får ofte følgeskab af en knystdannelse på indersiden af tåen, som i de værste tilfælde kan være et særdeles smertefuldt bekendtskab.
Mulige årsager til skæv storetå
Lidelsen har en vis arvelig disposition. Forskellige gigtlidelser kan ligeledes være en disponerende faktor.
Forkert fodtøj og manglende træning af storetåen, menes også at være en del af forklaringen, idet deformiteten er sjælden blandt naturfolk, som går barfodet.
Hvad er symptomerne?
Lidelsen udvikler sig gradvist, og der har ofte været en skæv storetå mange år før, der begynder at komme gener som ømhed og smerter. Smerterne kan stamme fra den prominerende knyst, som gnider mod skoens inderside, skaber inflammation og gør ondt. En anden forklaring kan være artrose-forandringer (slid) i tåens grundled som følge af fejlbelastningen. På sigt kan forandringerne føre til nedsat bevægelighed i leddet, funktionssvigt, som kan komme til udtryk ved ændret gang og dårlig balance. Der kan også opstå mere generelle smerter og træthed i foden, fordi den skæve storetå kan betyde, at fodens buer kollapser.
Den vigtige storetå
Hvad mange ikke ved, er at storetåen har en stor betydning i forhold til opretholdelse af fodens vigtige svangbue, idet storetåen eller 1. stråle som tåen er en del af, fungerer som forlængelse af svangbuen.
Den mobile, muskulært opretholdte svangbue er ansvarlig for fodens fjedrende eftergiven under gang, ja hele fodens dynamiske funktion under selve gangafviklingen. Mange vigtige muskler, som er med til at opretholde svangbuen, hæfter på 1. stråle og storetåen, så derfor vil fejlstilling af storetåen, betyde at nogen af de tilhæftende muskler ikke længere kan udføre deres arbejde på tilfredsstillende vis.
En særlig vigtig muskel er storetåens udadfører. Dens opgave er at føre storetåen ud til siden – væk fra de andre tæer. Det lyder måske ikke som nogen særlig vigtig opgave, men er ikke desto mindre af største betydning. Musklen er med til at danne den indre fodrand, og deltager altså i opgaven med at opretholde svangbuen. Storetåens udadfører skal sikre, at storetåen bliver ude hvor den skal være, i forlængelse af første mellemfodsknogle (1. stråle). Dér skal storetåen være for, at sikre at foden kan bære hele vores vægt når vi står, sikre at vi kan holde balancen, og sikre, at foden får det bedste udgangspunkt for at kunne aktivere fodens griberefleks, som er en forudsætning for et perfekt og normalt afsæt over storetåen.
Vil du vide mere om din skæve storetå og hvad du evt. kan gøre for at forebygge, lindre smerter og forbedre tåens funktion, så kontakt FODTERAPIDK og få råd og vejledning. Tlf. 22 59 49 40
Kærlig hilsen
FODTERAPIDK v/
Statsaut. fod- og fysioterapeut Michaela Søllingvraa
Sportsvej 8, 6760 Ribe
Tlf. 22 59 49 40
INGEN VED MERE OM FØDDER