Like
Boldtræning, børnefødder, ekspertiindlæg, fodindlæg, Fodterapi, Genoptræning, Indlægsbehandling, indlægsekspert, overbelastningsskader, sunde fødder

Den forstuvede fod – skal man aldrig undervurdere…

Alle som arbejder med fødder vil før eller siden støde ind i en forstuvet fod – særligt det der i fagsprog kaldes en ”lateral ankledistorsion” eller et ”supinations/invertions-traume”.

Der er desværre en tendens til ikke, at tage denne type skade specielt alvorligt og mange negligerer den vævsskade og det funktionstab der følge med en forstuvet ankel. Det ses ved manglende genoptræning, som alt for mange kunder beretter om.

Hvad er en forstuvet fod?

Når der opstår et vrid i anklen og de omkringliggende ledbånd eller bløddele beskadiges – taler man om en forstuvning. Med en forstuvning følger for det meste hævelse og smerter, som gør det vanskeligt at støtte på og bevæge foden. Afhængig af skadens omfang varer symptomerne fra 1 til 6 uger og i svære tilfælde op til måneder.

Med den rigtig genoptræning får langt de fleste ingen blivende gener, men uden gentræning  vil mange opleve nye traumer pga. mekanisk eller funktionel instabilitet.

Hvorfor forstuver man foden?

Langt de fleste skader sker i forbindelse med idrætsaktivitet, men kan naturligvis også ske i almindelige hverdagssituationer. Hvis man se på årsagerne til ankeldistorsioner, er der to faktorer som særligt spiller ind – ”træthed” og ”uheld”. Forstuvninger sker ofte sidst i et træningspas fordi udtrætning øger risikoen for skader, særligt hvis anklen før har været skadet og aldrig er blevet genoptrænet ordentligt. Forstuvninger forårsaget af uheld skyldes typisk forkert landing på foden, eller fx i fodbold ved voldsomme tacklinger fra ydersiden. Uheld er svære at forebygge, hvorimod skader baseret på træthed nemmere kan foregribes med korrekt træning.

Hvordan føles en forstuvet fod?

De fleste som har prøvet at forstuve en fod ved, at der gerne kommer stærke smerter i foden med det samme. Den voldsomme smerte er dog ikke altid et udtryk for skadens egentlige størrelse. Nogen fortæller, at de i forbindelse med traumet mærker eller hører et smæld, hvilket kan skyldes helt eller delvis overrivning af ledbånd.

Når væv udsættes for et traume, udløses straks en akut inflammationstilstand, som er helt afgørende for ophelingen af skaden. Inflammationen medfører smerte, hævelse, rødme og nedsat bevægelighed i det beskadigede led. Jo voldsommere hævelse der viser sig, jo større skade er der sandsynligvis tale om. Hævelse er et tegn på blødning i de ødelagte væv (overrevne ledbånd), det er også blødning som er forklaringen på at foden bliver sort og blå i området, hvor skaden er sket.

Hvordan skal skaden behandles?

Gennem mange år har fysioterapeuter og andre professionelle behandlere arbejdet ud fra princippet ”RICE” (ro, is, kompression, elevation). I 2012 blev begrebet ”POLICE”  imidlertid introduceret, som en ny og anden måde at tackle akutte skader på. Akronymet ”POLICE” dækker over – Protection (beskyttelse), Optimal Loading (optimal belastning), Ice (is som smertedæmpning, men ikke som tidligere for at begrænse inflammationen), Compression (kompression) og Elevation (elevation).  Det nye er altså beskyttelse, men dog alligevel hurtig belastning/mobilisering for at fremme den naturlige ophelingsproces og for at fjerne hævelsen ved at skabe cirkulation i kroppen, uden dog af forværre skaden, selv sagt. RICE-princippet lægger mere op til, at man skal holde sig helt i ro. Isen bruges i ”POLICE” i højere grad som smertedæmpning og ikke for at begrænse den naturlige og nødvendige inflammation, som man tidligere mente var det rigtige at gøre.

Hvis det vurderes, at det er andet end ledbånd som er revet over /gået i stykker, er det nødvendigt at få taget et røntgenbillede for at udelukke fx knoglebrud.

Hvad kan du selv gøre?

Har du tidligere haft en forstuvet fod og føler at din ankel er instabil. Har du svært ved at styre foden eller holde balancen når du står på den ramte fod, så er det vigtigt at få hjælp til den rigtige genoptræning. Tålmodighed er et vigtigt her. Det er ligeledes vigtigt, at du holder dig inden for smertegrænsen, så foden ikke provokeres yderligere. Træningen skal bestå af mobiliseringsøvelser og balancetræning for at genoprette mekanoreceptionen i de ødelagte ledbånd. God mekanoreception er altafgørende for at genvinde optimal funktion i anklen igen. Hvis ikke anklen trænes ordentligt op risikerer man, at få løse fodled og at blive plaget af tilbagevendende forstuvninger i samme fod. Når balancen er genoprettet bør styrketræning også være en del af genoptræningen.

Hos Fodterapi DK i Ribe fritidscenter kan du få råd og vejledning om optimal genoptræning af dine instabile ankler.

INGEN VED MERE OM FØDDER

FodterapiDK… holder dig godt gående

Related Posts