Hvorfor sover mine tæer, når jeg løber?
På klinikken får jeg ofte spørgsmål om ”sovende tæer”. Det er særligt løbere, eller personer som går meget, som føler sig generet af problemet.Ud over den sovende fornemmelse, følger der ofte en stikkende og strålende smerte med ud i de midterste tæer.
Dette lille skriv er et forsøg på, at give dig den korte udgave af problemstilingen som jeg håber du kan bruge i din videre færden i løbeskoene.
Hvad er årsagen?
Langs med mellemfodsknoglerne og ud til tæerne løber nervegrene, som hver især deler sig ud til tæerne. Irriteres en af nervegrenene vil smerterne eller den sovende fornemmelse mærkes ud i de tilstødende tæer.
Der kan være flere årsager til irritationen.
Nerven løber i en meget snæver spalte mellem knoglerne og langvarig friktion eller øget tryk på nerven vil få nerven til at hæve op og øger irritationen yderligere.
Mængden af træning kan være forklaringen på problemet. Løbere, som udsætter kroppen for stor træningsmængde, særligt langdistanceløbere eller begyndere som øger deres træning for hurtigt, er særligt udsatte for at få denne type overbelastningsskade.
Disponerende faktorer – platfod eller hulfod
Ud over træningsmængden kan forhold i fodens anatomi og dårlig biomekaniske funktion i foden også være med til at øge risikoen for irritation af nerven. Forfoden har normalt en let hvælvet bue på tværs af foden. Det giver primært trykbelastning på forfoden omkring storetåen og lilletåen. Midten af forfoden er ikke udsat for samme belastning. Er tværbuen affladet, vil midten af forfoden dog også blive belastet. Det kaldes for forfodsplatfod. Nerverne i mellem mellemfodsknoglerne her bliver nu mere blotlagte og kan blive irriteret , men selve leddene mellem knoglerne kan også blive irriterede, og det kan give hævelse, som vil presse på nerven.
Modsat kan en fod som har en meget stejl svang og fodbue – en såkaldt hulfod – også give et stort pres på forfoden og det kan på samme måde blotlægge området, hvor nerverne løber og give hævede led.
Uanset hvilken af disse to fodtyper man har, gælder det om at flytte belastningen væk fra det irriterede område. Det gøres bedst med fodindlæg, som giver et løft af de midterste mellemfodsknogler.
Fodøvelser og sko med god stødabsorbering.
Musklerne under foden skal trænes, så de er i stand til at opretholde fodens hvælvede form. Det kan bl.a. gøres med særlige ”fod”bolde, ved at samle kuglepenne op, eller krølle avissider sammen med tæerne. Udtrådte løbesko eller løbesko med dårlig stødabsorbering i forfoden bør udskiftes. Få flere gode råd hos din fodterapeut, hvor du samtidig kan få analyseret og scannet dine fødder samtidig.
Er der ingen bedring efter fire-fem uger – trods aflastning, indlæg og styrkeøvelser – kan det være relevant at blive undersøgt nøjere af en speciallæge.
Med venlig hilsen
Michaela